Guld-Investerings-Tips


10 gyldne tips til investering i guld aktier

Ønsker du succes med investering i guld aktier i 2023 og frem, så får du her 10 gode tips til, hvordan du skal optimere din investeringsstrategi.

De gode råd kan også bruges, når du investerer i sølv aktier eller ressource aktier som uran, kobber og sjældne jordarter.

Mange af de gyldne tips kan ligeledes bruges ved handel af aktier indenfor alle andre brancher, da principperne er de samme.

Når du har læst, gennemgået, forstået og implementeret de 10 tips til en bedre investering, vil du være bedre klædt på end 99 procent af andre privatpersoner ér – såkaldte ”retail-investorer”. Du vil derefter kunne slå markedet på egen hånd.


1) Gør det modsatte af alle andre

Køb når der er brandudsalg, og sælg når taxichaufføren begynder at give dig aktietips.

Husk tilbage på ”Corona krakket” hvor specielt flyselskabers aktier styrtdykkede. Havde du købt ved det brandudsalg, havde du tjent rigtigt godt på dine aktier ganske kort tid efter. Et krak eller Bear-marked er din ven, et udsalg, hvor det er tid til at købe op i billige aktier.

Hvis du husker tiden lige op til it-boblens brist, så vil du sikkert nikke genkendende til, at hele Danmarks befolkning pludselig var investorer og spekulanter. IT-aktierne kunne kun gå én vej – det var alle enige om. Folk havde så store stigninger på deres aktier på ganske kort tid, at nogle sågar sagde deres job op, for at leve af deres aktier. Hr. og fru Danmark købte aktier på samlebånd. På det tidspunkt solgte de smarte og professionelle investorer. Faktum er, at den brede befolkning, menigmand, altid tager fejl.

I et Bull-marked er det tid til at sælge ud. Det er noget af det sværeste for private investorer.

Der tænkes:

• Det går jo lige så godt, aktierne går jo kun én vej

• Jeg misser en masse penge, hvis jeg sælger nu

• Jeg er rig om to måneder, når mine aktier bliver ved at stige 5 procent om dagen

• Denne gang er det anderledes, aktierne falder aldrig igen

Alle alarm klokker ringer – det er helt sikkert tid til at sælge!

Hvis du endnu ikke er helt sikker på, at tiden er inde til at tage profit hjem og trække dig ud af markedet, så er der et sidste og endegyldigt tegn på, at du omgående skal sælge og det er:

Du føler dig klog, måske uovervindelig.

• Plejer du at slå markedet?

• Har du mange års erfaring i aktiehandel?

• Måske er du klogere end markedet? – tænk dig om en ekstra gang!

Hvis du ikke gør det modsatte af hovedparten af aktieinvestorer, bliver du et offer, ligesom de fleste retail-investorer er det.

Som Warren Buffett, den vel mest kendte, og en af de mest succesfulde aktieinvestorer i verden er citeret for:

”Be fearful when others are greedy, and Be greedy when others are fearful” Warren Buffett


2) Har ejerne selv aktier i selskabet?

Når du er i researchfasen, så bør du først og fremmest undersøge om ejerne selv ejer aktier i selskabet. Hvis ejerne ikke selv har investeret i deres eget projekt, så bør du straks lede videre. Hvorfor skal du end overveje at putte dine hårdt tjente penge i et selskab, hvor ejerne tilsyneladende ikke tror nok på det til at smide penge efter det. Selvom du tænker at selskabet ser yderst interessant ud, så er det med at tage benene på nakken. Der er så mange andre interessante aktier, så det ikke er værd at spilde et sekund mere på en aktie, hvor ejerne ikke selv har noget på spil – så gå straks videre i din research.


3) Gør det nemmeste

Det er lidt en fortsættelse af punkt 1: ”Gør det modsatte af alle andre”.

At gøre det nemmeste er faktisk noget af det sværeste for den almene investor. Som beskrevet ovenfor, så er det tid til at købe, når alle andre trykker på salgsknappen. Og det er tid til at sælge, når alle andre råber køb.

Vi mennesker er flokdyr, og vi er derfor vandt til at følge flokken. Derfor strider det mod al logik i os at gå den modsatte vej. Det gør, at det nemmeste umiddelbart er svært.

Hvis der ikke er nogle købere, så det er nemt at købe en aktie, og så er det tid til at du køber – så er der nemlig også rigeligt med sælgere.

Omvendt, hvis der ikke er nogle sælgere, så det er nemt at sælge en aktie, så står køberne i kø, og så kan du nemt sælge din position.

Dit hjerte og din flokmentalitet fortæller dig, at du skal gøre det anderledes. Hvis der ikke er nogle købere, vil du gerne gemme dig i mængden, og vente med at købe til de andre gør det. Flokken må gå den rigtige vej tænker du, og så længe flokken er enige, hvorfor så sælge? – Derfor! Jf. punkt 1: ” Faktum er, at den brede befolkning, menigmand, altid tager fejl.” Desuden fortæller historien os at markedet aldrig udelukkende går én vej, men altid op og ned i større eller mindre cyklusser. Der er ingen undtagelser, markedet vil altid vende.

Ligesom du gerne vil vente med at sælge, når der ikke er andre der sælger, og så blot læne dig tilbage i flokken og se aktien skyde i vejret. I en sådan eufori, som der opstår, når der ikke er nogle sælgere, er det kun et spørgsmål om tid, før aktiekursen vender og som oftest med større og kraftigere fart på vejen ned.

Hvad end markedet gør det nemt for dig at gøre, skal du gøre. Du skal ændre dit mindset og din tankegang. Gå imod flokken og din tro, håb og kærlighed til en opadgående aktie og trods din frygt og den almene tankegang, når du har kig på en faldende aktie.

Kort og godt – Sælg når en aktie er på vej op, hvor der er mange købere, og køb når en aktie er på vej ned, altså når der er mange sælgere – det er det nemmeste.


4) Vær tro mod din strategi

Før du begynder at handle aktier, er det vigtigt, at du ligger en helt klar strategi. Her er nogle af de aspekter du først og fremmest skal have afklaret inden du går i gang med at investere i aktier:

• Risikoprofil

• Tidshorisont

• Købsstrategi

• Salgsstrategi

Endnu vigtigere er det, at du er tro mod din strategi. Der er mange fælder at falde i.

Du har måske lavet en salgsstrategi, der siger, at du sælger 50 procent af en aktie position, hvis aktien er steget med 50 procent. Bombarderer en af dine aktier i vejret, kan du nemt få lyst til at beholde den lidt længere for lige at få det sidste med. Eller du tænker din aktie flyver til månen. Eller der må være en kæmpe stor nyhed på vej. Måske har min aktie lavet en aftale med Tesla tænker du…

Glem alle tankerne, forventningerne, forhåbningerne og ikke mindst drømmene. Det er muligt at du har ramt et guldæg, men sandsynligheden for at din aktie ikke kommer til at opleve, det du håber på, er langt større. Dermed også sandsynligheden for at aktien vender om, og du taber dele, eller hele, den gevinst du skulle have taget hjem, hvis du havde fulgt din salgs-strategi. Husk også at du i dette tænkte eksempel fortsat ville have ejet aktien, så du ville fortsat have nydt godt af en yderligere stigning i aktien.

Ligesom du kan blive fanget af en eufori på vej op, kan du også blive ramt af lynet på vej ned.

Du har måske lavet en langsigtet strategi. Du har købt nogle såkaldt sikre aktier, som du har tænkt dig at beholde de næste 10, 20 eller 30 år uanset hvad. Nu render det generelle aktiemarked ind i et kæmpe krak, måske a la krakket 1929 til 1932, hvor aktierne faldt 86 procent.

Du ser dine aktier tabe værdi hver eneste dag. Du er efter få måneder nede med mere end 20 procent, på dine ellers sikre aktier som Novo Nordisk, Maersk og Nordea. Du bliver nu også mødt af lutter negative nyheder, når du tænder for TV2 News. Helt forståeligt kan du nemt blive grebet af den negative stemning og føle dig fristet af at trykke på panikknappen.

Tag en dyb indånding, sluk for dit tv, og lad være at kigge på din aktieportefølje. Du har lagt en langsigtet strategi, så det der sker netop nu, bør ikke påvirke din nattesøvn. Mens panikken rammer dig, rammer den også dine kolleger og dine naboer, og det er en klar indikator på at enden på Bear-markedet er nær.

Så lad være at blive grådig og tro du får 7 rigtige i Lotto, blot fordi du har ramt de første 5 tal. Følg den strategi du har lagt, og lad dig ikke rive med i en eufori eller lad dig skræmme af et krak.

Lad også være med at lytte og handle på dag til dag nyheder. Der er blot tale om støj på linjen. Ja, så er der krig i Mellemøsten, og så er der politisk uro i Italien – de samme nyheder var der for 100 år siden. Slå op i en gammel avis og se historien gentager sig med et tvist. Præcis ligesom aktiemarkederne gentager sig i større og mindre cyklusser, op, såvel som ned.


5) Spred din investering

Risikospredning er et ligeså brugt ord indenfor aktieinvestering, som beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed er det indenfor ejendomskøb. Det er med rette et ord, der skal have stor opmærksomhed. Det er nemlig vigtigt, at du ikke sætter alle pengene på én hest.

Risikospredning indenfor aktieinvestering kan være:

• Geografisk

• Branchemæssigt

• Selskabsmæssigt

Ved investering i guld selskaber er det vigtigt, at du spreder din risiko rent geografisk. Historisk set har der været lande, der har nationaliseret deres miner. Det er således en reel risiko specielt i nogle lande. Ligeledes har krig og politisk uro været elementer, man skal have for øje. Derfor er det vigtigt, at man sørger for at have spredt sine guld og sølv investeringer til flere forskellige lande.

Har man en lav risikoprofil bør man udelukkende, eller overvejende, kigge på lavrisikolande som USA og Canada. Er man mere risikovillig, kan man sprede sine investeringer ud i mere eksotiske lande.

Tror man på et godt guldmarked, kan man med fordel også sprede sin risiko til sølv investering. Guld og sølv har det nemlig med at følge hinanden. Her skal man dog være opmærksom på, at sølv er noget mere volatilt end guld, så risikoen her er større. Således er gevinsten så også større, når man rammer jackpot.

Selskabsmæssigt bør man sprede sine investeringer ud over flere selskaber. Trods man mener, at man har fundet verdens bedste selskab, skal man aldrig lægge alle æg i samme kurv. Selv kæmpe selskaber som Barrick Gold og Newmont kan gå konkurs. Spred derfor altid din investering ud over flere forskellige selskaber der matcher din risikoprofil.

6) Lyt ikke til Youtubere

Det er en rigtigt dårlig idé at basere dine investeringer på anbefalinger fra Youtubere. Såkaldte investeringsguruer på Youtube er ofte blot ”normale” mennesker som dig – de er bare rigtigt gode foran et kamera og/eller rigtigt gode til at tale aktier op.

De største Youtubere har faktisk power nok til at tale nogle af de mindre aktier op i pris. Således kan de eksempelvis købe en lille explorer aktie, derefter tale den op i en youtube video, og så selv nyde godt af en kursstigning.

Nogle Youtubere bliver betalt for promoveringen direkte af virksomhederne. Ikke alle husker at gøre opmærksom på, at det er betalt indhold. Andre tjener indirekte ved f.eks. antal visninger og reklamer.

Stil dig selv, eller Youtuberne disse spørgsmål:

• Hvad er deres baggrund – hvad kvalificerer dem til at kunne give dig gode råd

• Er der rene fakta og viden bag? – eller er det blot varm luft

Youtubere hopper på den nye trend eller den nye hotte aktie. Den ene måned er det cannabis aktier, der er den hotte aktie trend, dernæst er det cryptovalutaer de fokuserer på, og den næste er de eksperter indenfor investering i guld og sølvaktier. De spotter den nye hotte trend, og bliver pludseligt eksperter i en helt anden investerings niche.

Du kan være ret sikker på, at det allerede er for sent, når du hører det fra dem. Oftest ser man, at de aktier de peger på, allerede har nået toppen, eller gør det timer eller dage efter.

Tilbage til, når folket, retail-investorer, begynder at købe, så er det oftest tid til, at du skal sælge, og ikke forsøge at presse de sidste 5-10 procent ud af citronen på en aktie der er steget 50, 100 eller tusinde procent, før du bliver præsenteret for den af en kåd Youtuber.

7) Glem alt om at ramme toppen

Folk der påstår, at de kan ramme toppen af et bull-marked lyver!

Hvis man vidste, hvornår toppen i et bullmarked er nået, så var det ingen kunst at investere. Der er bare ingen, der kan forudse den præcise top.

Lad os antage at markederne er ”topstyret” og der vitterligt sidder folk på toppen af lagkagen og dikterer, eller har forbindelserne, evnerne og kapitalen til at styre markedet, så vil det være nogle ganske få, den øverste elite, der har den viden. Højest sandsynligt ikke nogen du kender, og hvis du gør, vil de så dele den viden med dig? – næppe. Idet du sidder, og læser De 10 gyldne tips til investering i guld aktier, ligger du næppe heller selv inde med den viden.

Selvfølgelig sker det da, at folk rammer toppen af et bull marked, der er jo nogle der skal ramme den. Men at påstå at man kan fortælle dig, hvilken dag toppen er nået, er en løgn. Så gå langt udenom Youtubere og aktieeksperter der påstår, at de kan forudse toppen af et bullrun. Sådanne udmeldinger bør straks få de røde lamper til at blinke, da det er utroværdigt at påstå.

Hvis du laver din egen research, eller får den rette hjælp til investering, kan du forøge dine chancer for at ramme toppen, eller i det mindste gøre så du rammer tættere på toppen. Det er indenfor mulighedernes grænser – men glem alt om at ramme den absolutte top.

8) Lad være med at lytte blindt til CEO

Det er ganske normalt og naturligt, at direktører har det med at tale deres selskaber op. I interviews, og specielt selskabspræsentationer, bliver der så vidt muligt fokuseret på det positive omkring selskabet. Der bliver gjort det ypperste for at få sit selskab til at fremstå positivt og negligere udfordringer og trusler.

I minebranchen er de rigtigt gode til at smøre tykt på. Enhver CEO har altid den bedste ledelse, den bedste landpakke, det bedste team osv. osv. Hvis man udelukkende lytter til selskabspræsentationer, og ikke-kritiske interviews, så forfalder man til at investere i alle selskaber, da alt er så rosenrødt.

I stedet for at lytte blindt til CEO skal man derfor i stedet lave sin egen research. Man skal gennemgå regnskaberne. Man skal gå tidligere interviews og selskabspræsentationer igennem for at se, om der historisk set har været handling bag ordene. Bliv klogere på valg af guldaktier her.

Så lad være at rive dig med af en fantastisk selskabspræsentation, hvor alt fremstår exceptionelt godt, og du sidder med tanken – ”det her er noget helt unikt” eller ”det her kan ikke gå galt”. En god tommelfingerregel er, at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det for godt til at være sandt. Hold dig derfor altid for øje at forholde dig kritisk til de selskaber du kigger på, se på historikken og lad være at tro at du har skudt papegøjen, trods alt lyder perfekt i dine ører.

9) Lyt til gode råd og implementer dem i din investeringsstrategi

Folk har en tendens til at stille en masse spørgsmål, men når de ikke får, det svar de havde håbet på, har de det med ”glemme” svaret og ikke i stedet bruge svaret til at optimere deres investeringer.

Eksempel:

Spørgsmål: Guld aktierne er jo steget i rigtigt lang tid nu, tror du det bliver ved, eller tror du det er tid til at sælge?

Svar: Ja, guldaktierne, og specielt sølvaktierne, er steget med rigtigt mange procent de seneste par måneder. Jeg er overbevist om, at de stadig kommer til at stige rigtigt meget i de kommende år også. Jeg tror dog, det vil være en god idé at tage noget profit hjem her på den korte bane.

Folk ønsker sjældent at høre et sådant ellers velfunderet og umiddelbart brugbart svar. Når overbevisningen er at aktierne over tid vil fortsætte deres stigninger, har folk en tendens til at vende det døve øre til, når der bliver talt om at sælge. For tænk om jeg misser nogle store stigninger. Det er dog som langt overvejende hovedregel sådan, at aktier ikke bare skyder lodret i vejret. Der vil være perioder, hvor gevinsthjemtagning er på tegnebrættet hos professionelle investorer, og derfor også bør være det hos dig.

Lad være at spørge, hvis du alligevel ikke lytter. Det er ikke altid du vil få et godt og brugbart svar, men du bør altid forholde dig til svaret, og se om det giver mening for dig i det nuværende aktiemarked og med din nuværende investeringsstrategi. Husk at der er en grund til, at du stiller spørgsmålet. Bliver du bekræftet i din egen tese, er det jo bare fint. Hvis ikke, husk da at tænke dig om og ikke ”glemme” svaret, fordi det ikke umiddelbart falder i god jord i dit hoved. Du bør altid søge at optimere dine investeringer, og det gør du ved at lytte til gode råd og implementerer dem i din investeringsstrategi, ikke ved at hjernevaske dig selv til at tro at du altid har ret.

Netop et spørgsmål vedr. køb/salg er et af de oftest stillede spørgsmål indenfor aktiehandel og leder mig til sidste gyldne investeringstip.

10) Undgå rutsjebanen

Aktier er af natur meget bevægelige. Specielt guld og sølv aktier har rigtigt store udsving, og derfor kan det give god mening løbende at tage profit hjem, når muligheden er der.

Du kan have implementeret de første 9 gyldne tips, men det er det tiende tip der gør, at du for alvor kan nyde godt af de første 9. For hvad godt gør det, hvis du ikke profiterer af din nye viden. Hvad godt gør det, hvis du tager turen op, men lader profitten glide hele vejen ned at rutsjebanen igen.

Læs om strategier til hvordan du kan sikre dig løbende profit og undgå rutsjebaneturen, og se flere gyldne tips til investering i guld aktier som medlem af VIP-Klubben: Tjen Guld på Guld-investeringer. Mere info her.

Nu du har læst alle de 10 tips til investering i guld aktier, er det tid til at handle på din nye viden. Det kræver tid og arbejde, og det kræver, at du ændrer dit mindset, for at du kan tænke og handle anderledes end dine investeringskolleger rundt omkring i Danmark.

Har du ikke selv tid, lyst eller troen på, at du kan ændre dit mindset, kan du springe over, hvor gæret er lavest. Ønsker du en hjælpende hånd, eller helt at sætte dine guldinvesteringer på autopilot, så bliv medlem af et fællesskab. Lær mere om hvad du får ud af et medlemskab i VIP-Klubben her. 


Copyright © 2021 Insider Invest · 4420 Regstrup · Danmark