Investering i aktier for begyndere

Investering i aktier for begyndere

Det kan være svært at komme i gang med at investere i aktier, men med den rette viden er det muligt at komme godt fra start. Her vil vi guide dig gennem de vigtigste ting, du skal vide for at komme i gang med aktieinvestering på en let og forståelig måde.

Hvad er aktier?

Aktier repræsenterer et ejerskab i en virksomhed. Ved at købe en aktie ejer du en lille del af selskabet, og dermed har du mulighed for at få del i virksomhedens fremtidige succes. Hvis virksomhedens værdi stiger, vil dine aktier også stige i værdi, hvilket kan give dig en gevinst, hvis du vælger at sælge dem. Derudover kan nogle virksomheder betale “udbytte,” som er en del af overskuddet, der udbetales til aktionærerne.

Desuden skal man overveje investeringsveje – fra direkte køb af fysiske sølvprodukter til finansielle instrumenter som sølv-ETF’er og aktier i mineselskaber. En grundig forståelse af disse elementer kombineret med realtids markedsovervågning er afgørende for at navigere succesfuldt i sølv investeringer.

Forskellen på A- og B-aktier

Når du først begynder at handle med aktier, støder du på noget der hedder A- og B-aktier. Forskellen på de to handler i bund og grund om hvor meget indflydelse og stemmeret, du som aktionær har i virksomheden. Hver gang en virksomhed afholder en generalforsamling, kan aktionærerne stemme om vigtige beslutninger som f.eks. valg af bestyrelse, godkendelse af årsregnskab osv. 

A-aktier: Giver ofte flere stemmer per aktie, hvilket betyder, at hvis du ejer A-aktier, har du mere indflydelse på beslutninger i virksomheden. For eksempel kan du få 10 stemmer for hver A-aktie, du ejer.

B-aktier: Giver typisk færre eller ingen stemmer. De fleste investorer, der køber B-aktier, gør det for at få del i virksomhedens overskud og værdi uden nødvendigvis at have en stor indflydelse på, hvordan virksomheden drives. For eksempel kan en B-aktie kun give dig én stemme, eller i nogle tilfælde ingen stemmer.

Kort sagt, forskellen ligger i, hvor meget magt du har i virksomhedens beslutningsprocesser. Hvis du som nybegynder primært er interesseret i at investere og få gevinst fra aktiens værdi, er B-aktier ofte tilstrækkelige.

Hvordan køber man aktier?

At købe aktier som nybegynder er relativt enkelt, men det kræver en smule forberedelse. Først skal du åbne en investeringskonto hos en bank eller en online børsmægler, som vil give dig adgang til aktiemarkedet. Derefter lægger du nogle penge ind på din konto, og nu kan du sådan set begynde at søge efter de aktier, du ønsker at købe. 

Det næste skridt er at vælge aktier. Du kan gøre dette ved at undersøge virksomheder, der interesserer dig, og analysere deres økonomi og potentiale. Når du har fundet en aktie, du vil købe, skal du beslutte hvor mange aktier du ønsker at købe, og derefter gennemføre handlen via din mægler platform. Vi kommer ind på senere hvad en mægler platform er og hvilke der findes. 

De fleste platforme gør det nemt at foretage en handel ved at vise aktiens aktuelle pris og hjælpe dig med at udføre købet med få klik. Husk at det er en god idé at sprede dine investeringer og ikke investere alle dine penge i én enkelt aktie. Diversificering hjælper med at reducere risikoen og beskytte din investering mod tab. Dette kommer vi også ind på senere i indlægget. 

Efter dit køb kan du følge udviklingen af dine aktier og træffe beslutninger om, hvornår du vil sælge eller købe mere. Nu er det dog vigtigt at holde sig opdateret om markedets bevægelser og hvordan de forskellige virksomheder præsterer, hvis du gerne vil optimere din investeringsstrategi.

Hvordan undersøger man markedet og holder sig opdateret?

Når du undersøger aktiemarkedet, er det vigtigt at starte simpelt. Du kan begynde med at følge nyheder om økonomi og virksomheder – her på f.eks. podcasts eller online nyheder, så du kan få en fornemmelse af markedets bevægelser. Du kan også kigge på grundlæggende tal som virksomheders indtjening, aktiekursens udvikling for den pågældende virksomhed samt analyser fra eksperter. For at få et bedre overblik kan du bruge børsmæglersider, der tilbyder værktøjer og rapporter, som kan hjælpe dig med at vurdere en akties potentiale. Det kan også være en god ide at holde øje med trends og økonomiske faktorer, som også kan påvirke dine investeringer. 

Hvad er en mæglerplatform og hvilke platforme kan man anvende?

En mæglerplatform er et online værktøj, som du bruger til at købe og sælge aktier og andre værdipapirer. Tænk på det som en digital markedsplads, hvor du kan handle direkte fra din computer eller mobiltelefon. Mæglerplatforme giver dig adgang til aktiemarkedet, og de fleste platforme tilbyder også værktøjer til at analysere og følge dine investeringer, så du kan træffe bedre beslutninger.

For begyndere er det vigtigt at vælge en mæglerplatform, der er brugervenlig og tilbyder lave handelsomkostninger. Her er nogle af de mest populære platforme, du kan overveje:

  1. Nordnet – En brugervenlig platform, der er meget populær i Danmark. Den tilbyder en række værktøjer, der kan hjælpe dig med at analysere aktier, og du kan også investere i fonde og ETF’er.
  2. SaxoInvestor – En anden dansk platform, der er enkel at bruge og giver dig adgang til et bredt udvalg af aktier og andre værdipapirer. Den er kendt for sine lave gebyrer og gode analyseværktøjer.
  3. eToro – En international platform, som også er tilgængelig i Danmark. eToro er særligt populær blandt nybegyndere, da den tilbyder “copy trading,” hvor du kan følge og kopiere andre erfarne investorers handler.

Begreber du skal kende til når du begynder at investere

Når du begynder at investere, vil du støde på flere begreber, der er vigtige at forstå. Herunder vil vi gennemgå nogle af de mest typiske. 

Aktiekurs: Viser prisen på en enkelt aktie. 

Markedskapitalisering: Refererer til den samlede værdi af en virksomhed baseret på aktiekursen. 

P/E-ratio: Hjælper med at vurdere om en aktie er dyr eller billig i forhold til virksomhedens indtjening. 

Udbytte: Er en del af virksomhedens overskud, der kan udbetales til aktionærerne – altså den del du og alle andre som har investeret i virksomheden, kan få udbetalt. 

Diversificering: Handler om at sprede dine investeringer for at minimere risikoen. 

Volatilitet: Måler hvor meget aktiekursen svinger – høj volatilitet betyder større prisudsving og dermed også større risiko.

Bull market: Et marked, hvor aktiekurserne generelt stiger, og der er optimisme blandt investorer.

Bear market: Et marked, hvor aktiekurserne generelt falder, og der er pessimisme blandt investorer.

Indeks: En samling af udvalgte aktier, der viser udviklingen for en bestemt del af markedet. For eksempel er C25-indekset (OMXC25) en samling af de 25 største danske børsnoterede virksomheder i Danmark og viser udviklingen for de virksomheder. 

Investeringsforening: Er en samling af investeringer, hvor mange investorer lægger penge i samme pulje. Disse penge investeres derefter i en bred vifte af aktier eller obligationer. Fordelen ved en investeringsforening er, at du får en professionel forvaltning af dine penge, og du opnår en god diversificering, da foreningen typisk investerer i mange forskellige aktiver. 

ETF: Står for “Exchange Traded Fund” og minder meget om en investeringsforening, men med den forskel, at den handles på børsen, ligesom en aktie. Det betyder, at du kan købe og sælge ETF’er i løbet af dagen til aktuelle priser, hvor en investeringsforening typisk handles én gang om dagen. ETF’er er ofte designet til at følge et indeks, såsom det danske OMXC25-indeks, og giver dig mulighed for at investere i en hel gruppe af aktier med en enkelt handel. 

Investeringsfonde: En investeringsfond fungerer ligesom en investeringsforening, men kan ofte være mere fokuseret på bestemte sektorer eller markeder. Fonde investerer penge fra mange forskellige investorer og bruger disse penge til at købe aktier, obligationer eller andre værdipapirer.

Overvejelser du bør have inden din første investering

Før du investerer dine penge i aktier, er der flere faktorer, du bør overveje. Hvor lang tid har du til at lade dine investeringer vokse? Aktier kan være en langsigtet investering, og der vil være perioder med store udsving. Overvej også din risikovillighed: Kan du håndtere, at aktiens værdi svinger på kort sigt? Endelig er diversificering en vigtig strategi for at sprede risikoen. Det kan være en god ide at lære markedet at kende gennem diverse medier. Eksempelvis kan du læse virksomhedsbaseret nyheder i ugens løb, lytte til podcasts eller noget helt tredje. Leder du efter specifikke aktier at investere i, kan du med fordel læse om 9 populære AI aktier i 2024.

Hvor længe skal dine investeringer vokse?

Når du investerer i aktier, er tidshorisonten vigtig. Aktier svinger ofte i værdi på kort sigt, men over længere perioder har de en tendens til at stige. Hvis du har flere år til at lade dine penge vokse, kan du bedre håndtere de kortsigtede udsving og drage fordel af den langsigtede vækst. Hvis du derimod skal bruge dine penge inden for få år, kan det være en idé at vælge mindre risikofyldte investeringer. Tænk på aktier som en langsigtet strategi, hvor tålmodighed ofte belønnes.

Hvor stor er din risikovillighed?

Din risikovillighed handler om, hvor meget risiko du er villig til at tage med dine investeringer. Aktier kan give høje afkast, men de kan også falde i værdi, især på kort sigt. Hvis du ikke føler dig tryg ved tanken om, at værdien af dine investeringer kan falde midlertidigt, bør du overveje at vælge aktier i stabile virksomheder eller måske sprede din risiko ved at investere i fonde. Det er vigtigt at finde en balance, hvor du føler dig komfortabel, og husk, at højere risiko ofte betyder potentiale for højere afkast.

Diversificering er oftest den bedste strategi

Diversificering er nøglen til at reducere risikoen i dine investeringer. I stedet for at lægge alle dine penge i én aktie eller én sektor, bør du sprede dine investeringer på tværs af forskellige aktiver, brancher og regioner. Dette hjælper med at beskytte din portefølje mod større tab, da forskellige sektorer ofte udvikler sig forskelligt på markedet. Du kan for eksempel investere i både teknologi, sundhedspleje og finanssektoren for at opnå en bredere eksponering og dermed minimere risikoen.

Omkostninger ved investering – skal jeg betale skat?

Når du begynder at investere i aktier, er det vigtigt at forstå, at der kan være omkostninger forbundet med at købe og sælge aktier. De fleste mæglerplatforme opkræver et gebyr for hver handel, du laver – dette kaldes en kurtage. Kurtagen varierer afhængigt af platformen, men for nybegyndere er det en god idé at vælge en platform med lave handelsomkostninger, så gebyrerne ikke æder en stor del af din investering. Nogle platforme tilbyder også gratis handler op til et vist antal, hvilket kan være en fordel, når du lige er startet.

Ud over kurtage er der også andre omkostninger, som du skal være opmærksom på. For eksempel kan der være opbevaringsgebyrer, hvis din platform opkræver for at holde dine aktier, eller valutagebyrer, hvis du køber aktier i en anden valuta end danske kroner.

Når det kommer til skat, skal du som aktionær betale skat af de gevinster, du tjener. Hvis du sælger dine aktier til en højere pris, end du købte dem for, skal du betale skat af forskellen, altså din gevinst. Derudover skal du også betale skat af eventuelle udbytter, du modtager fra virksomhederne. Skattesatserne varierer afhængigt af, hvor meget du tjener på dine investeringer, men det er altid en god idé at holde styr på dine handler og eventuelle gevinster, så du er klar til at rapportere det til skattemyndighederne.

Alternativer til investering i aktier

Selvom aktier er en populær investeringsmulighed, er der også andre alternativer, som kan være værd at overveje, især hvis du er nybegynder og ønsker at sprede din risiko. Et af de mest almindelige alternativer er investering i obligationer, som er lån, du giver til enten en virksomhed eller en stat, og til gengæld får du renter. Obligationer er typisk mere stabile end aktier, men giver ofte et lavere afkast.

En anden mulighed er investeringsforeninger eller ETF’er som vi har snakket om tidligere i indlægget, hvor dine penge investeres i en pulje af aktier eller obligationer, hvilket giver dig en bred eksponering og hjælper med diversificering. Dette kan være en god løsning, hvis du ikke ønsker at udvælge enkelte aktier selv.


Copyright © 2021 Insider Invest · 4420 Regstrup · Danmark